ild

TÆNDSTIKÆSKENS HISTORIE:
Efter stenalderen fungerer flintdolken først som "tændstikæske" ved at rive et stykke svovlkis langs kanten til der kommer gnister.
Men som tiden går, mister den betydning som dolk, og bliver efterhånden slet ikke formet sådan mere. Det bedste eksempel på den overgang er et fund fra Lyngby, hvor der i en bronzealdergrav var lagt en dolk/ildsten ned til den døde.
Den lille dolks blad var blevet syet ind i tarmskind, og det er tydeligt, det er permanent og ikke nogen skede, som kunne tages af og på.

Dolken har altså først været brugt både som kniv og ildsten og til sidst kun til at lave ild. Man har ikke villet lave den om, men har syet skindet omkring, for ikke at skære sig i hånden når bladet blev brugt som håndtag. Se billed 1.

Som nævnt hører der svovlkis til ildslagningen og stumper af det findes da også jævnligt sammen med flintsten i veludstyrede grave. Et komplet og usædvanligt godt bevaret fyrtøj stammer fra en bronzealdergrav i midtjylland, som blev udgravet i 1906. Se billed 2.
Fundet består af en ildslagningssten, en klump svovlkis, en porøs masse (måske fyrsvamp) og nogle småpinde. Uden på svovlkisklumpen er der aftryk af uldstof - det kan være af en pose, fyrtøjet har ligget i.
Ellers findes fyrtøjet i mændenes lædertasker sammen med mange mærkelige ting, som må have haft en magisk betydning. For eksempel rovfugleklør, snogehaler og indtørrede insektdele.

ild-1.gif (33966 bytes)
Billed 2

ild-3.gif (41825 bytes)
Flintdolk fra bronzealdergrav. Hæftet er "butslidt" på kanterne efter brug som fyrtøj - det ses desværre ikke så klart på denne tegning.

Billed 1