DE LEVENDE OG DØDEN:
Ud over hele Danmark ligger der mellem 10 - og 50. 000 gravhøje som et
synligt levn fra bronzealderens store højbyggeri.
De er kun en lille rest af det oprindelige antal på over 60.000.
Løseligt anslået må der i de århundreder, hvor højene blev bygget, være
rejst op mod 100 store gravhøje om året.
Det kan bedst sammenlignes med kirkebyggeriet i middelalderen.
Det var selvfølgelig ikke alle der blev begravet i en gravhøj - højene var en
demonstration af nogle få menneskers magt og anseelse. For eksempel ser det ud til, at
kun halvt så mange kvinder som mænd blev begravet på denne måde.
Gravfundene viser hvem der døde hvornår og altså også hvem der levede og
udgjorde samfundet: Børnedødeligheden var høj, det var kun halvdelen af børnene, der
blev mere end tolv- tretten år. Kvinder i den fødedygtige alder havde også en meget
højere dødelighed end mændene: det var simpelthen ricikabelt at føde
børn dengang.
Vi må forestille os et samfund, hvor en meget stor del af befolkningen bestod af
unge og kun de færreste nåede at blive bedsteforældre.
Døden var altid nærværende og mindesmærkerne over de døde kunne ses overalt.
GRAVHØJENE:
Mindet om de døde blev holdt i live ved at fortælle myter og savn om dem der var
begravet i højene, og historierne blev fortalt videre fra generation til generation.
Men mindet om de døde blev først og fremmest bevaret ved at bygge de store
gravhøje.
I dag kender vi gravhøjene som bløde buer i landskabet, men da gravhøjene var i
brug som helligsteder, så de anderledes ud:
Ofte var der et hegn eller stengærde til at markere hvilket område der hørte til
højen.
|
